Komplement defekter, Alment

NAVNKOMPLEMENT DEFEKTER, ALMENT 
GENERELTKomplementsystemet er en del af det medfødte immunforsvar og er sammensat af om-kring 20 forskellige proteiner, der samarbejder om at forsvare kroppen mod sygdomsfrem-kaldende bakterier o.lign. Samtidig sender komplementsystemet signaler til andre dele af immunsystemet om, at der er et angreb i gang.

Komplementsystemet er derfor overordentligt vigtigt og virker det ikke, kan der opstå al-vorlige infektioner, f.eks. blodforgiftning (sepsis).

De proteiner, som udgør komplementsystemet dannes hovedsageligt i leveren og findes i meget stor mængde i blodet og vævet.

Kendskabet til komplementsystemet udviddes stadig og nye studier beskæftiger sig med samspillet mellem komplementsystemet og det øvrige immunforsvar (det erhvervede, eller adaptive, immunforsvar).

Som med næsten alt andet i immunsystemet, skal komplementsystemet aktiveres, før det kan virke. Der er tre forskellige måder denne aktivering kan ske på:
- Den spontane (også kaldet den ”alternative måde”,
- Den såkaldte ”klassiske måde”, der er betinget af antistoffer (immunglobulin), og
- Ved hjælp af ”lektin”, d.v.s. tilstedeværelsen af små mængder mannanbindende lektin (MBL)

Generelt om komplementsystemet kan siges, at det reagerer overordentligt hurtigt og det er derfor et meget vigtigt led i vort immunforsvar.

Den ”alternative” måde.

Det komplementprotein, der er mest af i blodet og vævet, kaldes C3. I blodet og vævet bli-ver C3-molekylerne hele tiden ”klippet” op i to stykker.

Det ene stykke kaldes C3b og er særdeles aktivt. Det sætter sig fast på bakterieoverflader og tiltrækker to andre komplementproteiner ( B og D). Til sammen danner de rigtig mange nye C3b-molekyler, der igen kan sætte sig fast på bakterier.
Ved hjælp andre komplement-proteiner (C5, C6, C7, C8 og C9) dannes der herefter et ”værktøj” (kaldet ”membran angrebskompleks” (MAC)), der kan lave hul i bakteriernes overflade så de dør.

Hvis der ikke er nogen bakterier at angribe, sætter C3b molekylet sig fast på et vandmole-kyle og bliver uskadeligt.
Denne aktiveringsmåde kan billedligt sammenlignes granater, der eksploderer tilfældigt og hvor de nu måtte befinde sig.

Den ”klassiske” måde.

Den klassiske virkemåde udløses af immunglobuliner. Den første komplement-komponent (C1) sætter sig – sammen med en immunglobulin – fast på en mikroorganismes overflade, og bliver på den måde aktiveret. Det aktiverede C1 samarbejder herefter med C4- og C2-komponenterne. Tilsammen danner de et kompleks, der kaldes C42. C42 kan herefter ak-tivere den tredje komplement komponent (C3), der kan dræbe mikroorganismen.

Ved hjælp af ”lektin”.

Når komplementsystemet aktiveres ved hjælp af lectin, er der mere tale om ”smarte bom-ber”, der bliver dirigeret til deres mål af mannanbindende lectin (MBL). Dette er måske i virkeligheden den vigtigste aktiveringsmåde.

Hovedaktøren er MBL, der dannes i leveren, og som findes i blodet og vævet i moderate mængder. Lectin kan binde sig til et kulhydrat-molekyle, og mannan er netop sådan et kul-hydrat-molekyle, der findes på overfladen af mange sygdomsfremkaldende bakterier.

Arbejdsmetoden er ganske enkel: I blodet binder MBL-molekylerne sig til et andet protein, der kaldes ”MASP” (MBL Associeret Serin Protease). Når dette makkerpar sætter sig fast på en bakterie, fungerer MASPen som en omdanner (konverter), der kan ”klippe” C3-molekyler i stykker. Således dannes der rigtig mange C3b-molekyler til at dræbe bakterier.

Komplementsystemets andre roller.

Udover selv at være en aktiv angriber af bakterier, har komplement-systemet to andre rol-ler:

- Når C3b-molekylet har sat sig fast på overfladen af en bakterie, kan det blive ”klippet” i mindre stykker, der virker stimulerende på fagocyter (”ædeceller”).
- De stykker, der bliver tilbage, når C3-molekyler bliver ”klippet” til C3b-molekyler, kaldes C3a (der findes også C5a stykker). Disse a-stykker tiltrækker kemisk makrofager og neutrofiler fra andre steder, så de kan deltage i ødelæggelsen af bakterierne.

De fleste komplementdefekter rammer såvel piger som drenge.
De fleste komplementdefekter er arvelige som ikke-kønsbundet (autosomal), vigende (re-cessiv).
Men MBL synes at følge såvel en ikke-kønsbundet (autosomal) dominant og vigende (re-cessiv).
Endelig er arvegangen i forbindelse med C1 (den klassiske udvikling) tilsyneladende køns-bundet (X-linked).

© 2010 Immun Defekt Foreningen