Hvad er immunsystemets opgaver?
Hvordan er immunsystemet bygget op?
Hvad er B-Lymfocytter (B-Celler)?
Hvad er antistoffer (Immunglobuliner)?
Hvad er T-Lymfocytter (T-Celler)?
Hvad er Fagocytter?
Hvad er Komplementsystemet?

 INDLEDNING

Kroppen er sammensat af mange forskellige organer og organsystemer: hjertet og kredsløbet, lungerne, hjernen, nyrerne, fordøjelsessystemet osv.  Hvert af disse systemer har deres egen specielle funktion.
Immunforsvaret - adskiller sig fra organsystemerne ved, at det ikke har en særlig plads, men derimod er spredt ud i hele kroppen og f. eks. også omfatter huden og kroppens slimhinder.
Det er sammensat af mange forskellige celletyper, stoffer og væv (huden og slimhinderne), der nok har hver deres opgave, men som alle spiller sammen og derved danner kroppens samlede immunforsvar.

IMMUNFORSVARETS OPGAVER

Immunforsvaret skal først og fremmest beskytte os mod smittekim (dvs. mikroorganismer i form af parasitter, svampe, bakterier, mycoplasma og virus), der kommer udefra og kan medføre infektioner.

Denne beskyttelse opnås ved, at det løser følgende hovedopgaver:

1. Det kender forskel på udefra kommende smittekim og kroppens egne stoffer og celler.
2. Det reagerer mod disse smittekim, så de ødelægges, nedbrydes, fjernes eller neutraliseres.
3. Det genkender smittekim, som det tidligere har været udsat for, og er dermed i stand til at reagere kraftigere ved et senere angreb.

For alle infektioners vedkommende er immunforsvarets virkning afgørende for forløbet af infektionen.
Det normale immunforsvar vil søge at dræbe de indtrængende smittekim, eller begrænse deres spredning i kroppen og i sidste ende bidrage til kroppens heling.

Hvis immunforsvaret er defekt, eller svækket, vil man være udsat for hyppige infektioner med et mere alvorligt forløb, og en immundefekt person vil også kunne blive angrebet af smittekim, der normalt holdes i skak af et sundt immunforsvar.

Immunforsvaret er sammensat af en række forskellige celletyper og proteinstoffer, der findes overalt i hele kroppen. Man skelner imellem det uspecifikke immunforsvar og det specifikke immunforsvar.

Hovedorganer i immunapparatet:

A: Thymus (brisselen): Et organ, lokaliseret øverst i brystkassen. Umodne lymfo-
 cytter forlader knoglemarven og finder vej til thymus, hvor de ”uddannes” til at blive modne T – lymfocytter.

B: Lever: Hovedorganet for syntese af proteiner i komplement-
 systemet, desuden findes her et stort antal fagocytter (ædeceller), som optager bakterier fra blodet, når det passerer leveren.

C: Knoglemarv: Det sted, hvor alle immunapparatets celler påbegynder deres
udvikling fra primitive stamceller.

D: Tonsiller(mandler): Ansamlinger af lymfocytter i halsen.

E: Lymfeknuder(kirtler): Ansamlinger af B –lymfocytter og T – lymfocytter rundt omkring i kroppen. Lymfeknuderne er blandt de vigtigste steder for antistofproduktion.
 
F: Milten: En ansamling af T – lymfocytter, B – lymfocytter og mono-
 cytter, lokaliseret midtstrøms i blodet.

G: Blod: Blodet er det kredsløb, som transporterer celler og proteiner
i immunapparatet fra en del af kroppen til en anden.

Hver del af immunforsvaret har således sin særlige opgave: At genkende smittekim, at bekæmpe smittekim, eller begge dele.
Da immunforsvarets samlede funktion er helt afgørende for vores overlevelse, er der mange funktioner, som kan udføres af mere end én af systemets bestanddele.

Immunforsvarets vigtigste celler er de hvide blodlegemer (leukocytter), som der findes flere forskellige typer af. De hvide blodlegemer findes først og fremmest i blodet, men også i slimhinderne, lymfekarrene, lymfekirtlerne, mandlerne, milten, leveren, lungerne og i tarmen.

Desuden findes de hvide blodlegemer i brislen (thymus), der er et meget vigtigt organ for immunforsvarets udvikling. I brislen "udvælges" eller "modnes" nogle af immunforsvarets T-celler, før de er i stand til at fungere på egen hånd.

DET USPECIFIKKE IMMUNFORSVAR (DET INNATE, MEDFØDTE)

Ved fødselen er det nyfødte barn forsynet med et ”grundsystem”, der skal hjælpe med at beskytte barnet. Dette medfødte (innate) immunforsvar bibeholdes hele livet – og ændrer sig ikke. Det består af: huden og slimhinderne, celler, der cirkulerer i blodbanen, f.eks. ædeceller ( fagocytter ), og komplementsystemets mange proteiner.
- Hud og slimhinder
- Celler:
 NK -celler (naturlige dræberceller)
 Granulocytter
 Makrofager
  Fagocytter

Komplementsystemet (Ca. 20 forskellige proteiner i blodet).

DET SPECIFIKKE IMMUNFORSVAR

B - og T - cellerne kaldes tilsammen "det specifikke immunforsvar", ”det adaptive immunforsvar” eller ”det erhvervede immunforsvar”, fordi hver enkelt B - eller T -celle reagerer specifikt på det smittekim, som den er beregnet til at skulle bekæmpe. Det kan også ”huske” smittekim, som det tidligere har bekæmpet, derfor er immunreaktionen i det specifikke immunforsvar kraftigere ved et efterfølgende angreb fra det samme smittekim.

 B-celler er specialiserede lymfocytter, der har som opgave at producere immunglobuliner (Ig).
B-cellerne dannes i knoglemarven og findes i forskellige dele af kropsvævet, f.eks. lymfeknuderne, milten og tarmene, men i mindre grad i blodet.

I tarmen hos hønsefugle findes et organ, Bursa Fabricii, som er nødvendigt for udviklingen af B – celler.
(Et lignende organ, en såkaldt bursa - analog, har man ikke kunnet lokalisere hos mennesket.) B – cellerne er opkaldt efter denne bursa - og ikke efter f. eks. Bruton, som i 1952 beskrev medfødt antistofmangel i blodet (agammaglobulinæmi).

Når B-cellerne stimuleres af et "fjendtligt" smittekim, udvikler de sig til plasmaceller og begynder at producere immunglobulin, som ”fedter” smittekimene ind og gør dem lettere at finde for makrofager, granulocytter og T-celler.

Når B-cellerne har været indsat i bekæmpelsen af et smittekim vil nogle B-celler kunne ”huske” dette smittekim, og er derfor klar, hvis det samme smittekim skulle komme igen.

 IMMUNGLOBULINER (ANTISTOFFER)

Immunglobuliner er æggehvidestoffer (proteiner), der findes i blodet og i sekretvæsken fra slimhinderne.

Hver klasse eller type af immunglobulin har en grundstruktur, som kan minde om en hummer:

Hummerens to klosakse er de bevægelige dele (lette kæder), der specifikt binder forskellige fremmede antigener.
Hummerens hale er den konstante del (tunge kæder), der bl. a. binder immunglobulin til celleoverflader.
Dette gælder også immunglobulin – subklasserne, som har underordnede strukturelle forskelle i de tunge kæder.

Sekretorisk IgA består af to IgA – molekyler, der er bundet sammen ved hjælp af en J – kæde ( J = junction (forbindelse)) og desuden hæftet til en sekretorisk enhed.
Disse modifikationer muliggør, at sekretorisk IgA  kan udskilles i slim, tarmvæsker og tårer, hvor det beskytter mod infektion.

IgM består af 5 sammenkædede immunglobulinmolekyler.

Det skal pointeres, at forskellene mellem de forskellige immunglobulin klasser ikke blot er strukturelle, men i høj grad funktionelle.

Vi kan producere immunglobuliner i næsten uendeligt mange variationer. Derfor kan de være rettet mod praktisk taget ethvert smittekim, som vi kommer i kontakt med. Som en nøgle til en bestemt lås. Når immunglobulinet møder sit smittekim, bliver det bundet til dette, og en lang række reaktioner går i gang.

Der findes 5 forskellige immunglobuliner : IgG, IgA, IgM, IgE og IgD.
Hver klasse har sin særlige funktion.

IgG
IgG inddeles i underklasserne (subklasserne) IgG1, IgG2, IgG3 og IgG4. IgG findes i størst koncentration i blodet. Det er bl.a. det immunglobulin, der overføres fra moderen til barnet under graviditeten. Herved beskyttes det nyfødte barn (der ikke selv har nået at danne immunglobuliner) mod netop de mikroorganismer, som moderen har været udsat for.

IgA
IgA inddeles i underklasserne IgA1 og IgA2. IgA produceres i slimhinderne og findes derfor særligt i slimhindesekreterne, bl.a. i luftvejene og tarmen. Det findes også i modermælken, især i de første dage efter fødslen, og kan på den måde beskytte det nyfødte barns tarmkanal mod infektioner. IgA er det immunglobulin, der produceres i størst mængde.

IgM
IgM er det immunglobulin, der produceres først ved en infektion. Det er opbygget af 5 ens grundelementer (Immun Defekt Foreningens logo forestiller netop et IgM - molekyle).

IgE
IgE ses i særlig høj koncentration hos patienter med allergiske sygdomme. Det har formodentlig også betydning ved bekæmpelse af visse ormelidelser. Det ses endvidere i høje koncentrationer ved visse immundefekter, uden at der er nogen kendt årsag til dette.

IgD
IgD findes i meget lav koncentration i kroppen, og dets specielle funktion kendes ikke.

T-cellerne er den anden hovedgruppe af immunforsvarets celler. Det er celler, der dannes i knoglemarven, hvorefter de opholder sig en tid i brislen (Thymus; derfor T - celler). I brislen "trænes" T- cellerne til deres specielle funktion og til at kende forskel på kroppens egne og fremmede celler.

T-cellerne inddeles i forskellige typer:

- T-hjælperceller (CD4 – celler)
der stimulerer B-cellerne til at danne immunglobuliner og som sætter dræbercellerne i gang.

- T-cytotoxiske celler (også kaldet T- dræberceller) (CD8 – celler)
der genkender celler, som er inficerede med mikroorganismer som f.eks. virus, svamp og visse typer af bakterier, og slår disse inficerede celler ihjel.

- T-regulatorceller (også kaldet T-suppressorceller)
Deres funktion er at sikre kroppens egne celler mod angreb fra immunforsvarets celler.
T-regulator celler undertrykker således uønskede immunreaktioner og modvirker udvikling af autoimmune sygdomme.

T-CELLENS BEKÆMPELSE AF VIRUS

1. Nogle ubudne gæster, primært virus, er i stand til at skjule sig inde i celler.
Det er der, de formerer sig. Det faktum, at de er inde i cellen, betyder, at fagocytterne, antistofferne og komplementsystemet ikke kan finde dem.
Ethvert intracellulært virus vil efterlade små visitkort af antigen på den celle,
i hvilken det har søgt ly.
T–hjælper celler kan opdage disse spor. De har receptorer modtagere), som kan hjælpe.
Hver T-hjælper celle kan genkende et specifikt virus.

2. Så snart T – hjælper cellen identificerer virus eller dele af det, frigøres signal-stoffer ( cytokiner). Disse stimulerer T – dræber celler til at begive sig hen til den inficerede celle.
T – dræber celler har receptorer på deres celle membraner, hvormed de kan ”føle” på andre celleoverflader. Enhver celle i hvilken der gemmer sig virus, vil blive identificeret øjeblikkeligt.
T – dræber cellen vil så  binde sig til den inficerede celle.

3. Når først den har bundet sig til den inficerede celle, frigør T – dræber cellen granu-
la. Disse granula fremkalder huller i cellemembranen, som ikke kan repareres.

4: T – dræber cellen løslader så den ødelagte celle og opsøger andre inficerede celler.
Den inficerede celle, som den efterlader, er håbløst skadet, med indholdet lækkende ud gennem hullerne.
Makrofagerne (ædecellerne) fjerner den celle, som døde under kampen mod den indtrængende fjende.

Når T-cellerne opholder sig i milten udvikler de særlige modtagemolekyler (receptorer), der sidder på deres overflade. Disse modtagemolekyler (receptorer) skal kunne passe til alle de smittekim, som vi udsættes for.

Der dannes store mængder af T-celler, og de har forskellige receptorer. På den måde sikres det, at næsten ligegyldigt hvordan et smittekim ser ud, vil der altid være en T-celle, hvis receptor passer til smittekimet.

T-celler har en meget lang levetid (mange år). Når de forlader brislen "patruljerer" de rundt i hele kroppen, idet de skifter fra blodkarrene til lymfekarrene og over i lymfekirtlerne. Netop fordi de "patruljerer" sikres det, at de kan komme i kontakt med fremmede stoffer eller mikroorganismer overalt i kroppen.

Når smittekimet er nedbrudt, efterlades der et antal T-hjælperceller med netop den receptor, som kan bekæmpe en senere indtrængen af samme smittekim.
Dette kaldes immunologisk hukommelse.

Der tiltrækkes også andre T-celler til infektionen: T-cytotoxiske celler, der dræber de celler, der indeholder virus. Herved kan virus ikke længere formere sig.
Endelig tilkaldes B-celler, der bliver stimuleret af T-hjælpecellerne til at udvikle sig til "plasmaceller", der kan producere immunglobuliner.
Andre B-celler udvikler sig til "hukommelses" – B -celler, der kan leve længe og gå i gang med immunglobulinproduktion på et senere tidspunkt, hvis der skulle blive brug for det.

Fagocytterne (ædecellerne) er hvide blodlegemer, der kan æde (fagocytere) bakterier.
Der findes to hovedtyper:
- monocytter og
- granulocytter
Fagocytterne dannes i knoglemarven, og cirkulerer herefter i blodet.

Monocytterne er forstadier til to andre typer celler: Makrofager og dendritiske celler.
I begyndelsen cirkulerer monocytterne rundt med blodet, men på et tidspunkt sætter de sig fast på blodkarrenes væg i f.eks. leveren, lungerne eller milten. Her vokser de og forandrer form, hvorefter de kaldes:

Makrofager.
I denne nye form kan de forlade blodbanen og vandre ud i vævet, hvor de kan leve i flere måneder.
Udover på denne måde at virke som ædeceller, har makrofagerne en anden vigtig funktion:
Makrofagerne præsenterer stumper af det smittekim, som de har spist, for B- og T-cellerne.
Faktisk kræver T-cellerne, at makrofagerne præsenterer smittekimet for dem, for at de kan reagere på det.

Dendritiske celler (også kaldet Langerhansske celler) er formet næsten som en søstjerne med lange arme. De findes overalt i huden og på kroppens mange overfladeslimhinder og i stor mængde i lymfeknuderne og milten.
Deres meget vigtige opgave er, at opfange mikrober og præsentere dele af disse for umodne (naive) T-celler, hvorved T-cellerne aktiveres

Granulocytterne kan inddeles i tre grupper:
- Neutrofile granulocytter,
- Eosinofile granulocytter, og
- Basofile granulocytter.
Ca. 2/3 af blodets indhold af ædeceller udgøres af granulocytter. De lever kun i få dage, og dannes derfor i store mængder i knoglemarven. Deres antal i blodet øges stærkt i forbindelse med f.eks. infektioner med bakterier. Granulocytterne er kroppens udrykningskorps eller skraldemænd. De tiltrækkes af kemiske stoffer (kemotaksiner), der enten dannes af bakterierne selv eller i forbindelse med bakteriernes indtrængen i kroppen.

Når granulocytterne tiltrækkes af bakterier, kravler de i løbet af få minutter ud gennem blodkarrets væg og omslutter (æder) bakterierne.
Samtidig med at de omslutter bakterierne frigør de en række stoffer (bl.a. brintoverilte og et klorlignende stof), som dræber og opløser den omsluttede bakterie. Ved denne proces dør granulocytterne selv, og sammen med de døde bakterier bliver de til pus (betændelse).
Granulocytterne virker bedst, hvis bakteriernes overflade på forhånd er dækket med immunglobuliner.

Neutropeni er en tilstand med et unormalt lavt antal hvide blodlegemer (neutrofile granulocytter). Disse celler spiller en vigtig rolle i kroppens immunforsvar ved at bekæmpe infektioner forårsaget af bakterier og svampe.
Neutrofile granulocytter celler skal bruge ca. 14 dage til at udvikle sig i knoglemarven. Herefter går de over i blodbanen, hvor de er i ca. 6 timer, før de trænger ud i vævet. Efter tre dage her, går de neutrofile celler til grunde.

Alvorlig neutropeni fører meget let og tit infektioner, hvoraf mange er alvorlige eller livstruende. Patienten, barn som voksen, må ofte indlægges på hospital for at få intravenøs behandling med antibiotika. De fleste af infektionerne opstår i lungerne, munden og halsen, næsen og huden. Hos patienter med mindre alvorlig neutropeni er smertefulde sår i munden, tandkødsbetændelse, mellemøreinfektioner og tandproblemer almindelige.

Naturlige dræber(natural killer (NK)) celler er hverken monocytter, granulocytter, T- eller B-celler. De kan angribe og dræbe svulst (tumor) celler, virusinficerede celler, bakterier, parasitter og svamp. De har mindst to metoder til at dræbe: De kan udskille et stof (perforin), der angriber målcellens overflade og laver hul i den, eller de kan bruge et bestemt protein (FasL), der i forbindelse med et protein på målcellens oveflade får denne til at begå selvmord (apoptosis).

Komplementsystemet er en del af det medfødte (innate) immunforsvar og er sammensat af omkring 20 forskellige proteiner, der samarbejder om at forsvare kroppen mod sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Samtidig sender komplementsystemet hurtigt vigtige signaler til andre dele af immunsystemet om, at der er et angreb i gang. Det er et vigtigt led i vort immunforsvar, og virker det ikke kan der opstå alvorlige infektioner, f. eks. blodforgiftning (sepsis).

De proteiner, som udgør komplementsystemet dannes hovedsageligt i leveren og findes i meget stor mængder i blod og væv.
Generelt om komplementsystemet kan siges, at det reagerer overordentligt hurtigt, og det er derfor et meget vigtigt led i vort immunforsvar.

Komplementerne aktiveres ad tre forskellige veje:

Den ”alternative” vej.

Det komplementprotein, der er mest af i blodet og vævet, kaldes C3. I blodet og vævet bliver C3-molekylerne hele tiden ”klippet” op i to stykker.

Det ene stykke kaldes C3b og er særdeles aktivt. Det sætter sig fast på bakterieoverflader og tiltrækker to andre komplementproteiner (Faktor B og D). Til sammen danner de rigtig mange nye C3b-molekyler, der igen kan sætte sig fast på bakterier.
Ved hjælp andre komplementproteiner (C5, C6, C7, C8 og C9) dannes der herefter et ”værktøj” (kaldet ”membran angrebskompleks” (MAC)), der kan lave hul i bakteriernes overflade så de dør.

Hvis der ikke er nogen bakterier at angribe, sætter C3b molekylet sig fast på et vandmolekyle og bliver uskadeligt.
Denne aktiveringsmåde kan billedligt sammenlignes ”granater”, der eksploderer tilfældigt og hvor de nu måtte befinde sig.

Den ”klassiske” vej.

Den klassiske vej udløses af immunglobuliner (IgM, IgG1 og IgG3). Den første komplement-komponent (C1) sætter sig – sammen med et immunglobulin – fast på en mikroorganismes overflade, og bliver på den måde aktiveret. Det aktiverede C1 samarbejder herefter med C4- og C2-komponenterne. Tilsammen danner de et
kompleks, der kaldes C42. C42 kan herefter aktivere den tredje komplement komponent (C3), der kan dræbe mikroorganismen.

Komplement C2- eller C4-defekt giver ”sene”, ikke livstruende bakterielle infektioner. Ofte de samme som man ser ved immunglobulindefekter, eller Systemisk Lupus Erythematosus (SLE)- lignende symptomer. Andre komplementdefekter, f. eks C8 -9 defekt, giver ”tidlige” livstruende infektioner, ofte i form af meningokoksygdom.

Lektin – vejen:

Når komplementsystemet aktiveres ved hjælp af lektin, er der mere tale om ”smarte bomber”, der bliver dirigeret til deres mål af mannanbindende lektin (MBL). Dette er måske i virkeligheden den vigtigste aktiveringsmåde.

Hovedaktøren er MBL, der dannes i leveren, og som normalt findes i blodet og vævet i relativt store mængder. Lektin kan binde sig til et kulhydratmolekyle, og mannan er netop sådan et kulhydratmolekyle, der findes på overfladen af mange sygdomsfremkaldende bakterier.

I blodet binder MBL - molekylerne sig til et andet protein, der kaldes ”MASP” (MBL Associeret Serin Protease). Når dette makkerpar sætter sig fast på en bakterie, fungerer MASP´en som en omdanner (konverter), der kan ”klippe” C3-molekyler i stykker. Således dannes der rigtig mange C3b-molekyler til at dræbe bakterier på samme måde som ved den ”alternative” vej.

Men hvert enkelt komplements funktion kan ødelægges eller forstyrres af forskellige genetiske mutationer.
Symptomerne på en komplementdefekt varierer fra type til type.
Kendskabet til komplementsystemet udvides stadig, og nye studier beskæftiger sig med samspillet mellem komplementsystemet og det øvrige immunforsvar (det erhvervede (adaptive) immunforsvar).