Immundefektsygdomme behandles forskelligt, alt afhængigt af, hvad der er årsagen til sygdommen.
Handler det om svære tilfælde af T-celle-defekter kan knoglemarvstransplantation komme på tale. For de immundefektsygdomme, der skyldes B-cellerdefekter, kan en livslang behandling med indgift af immunglobulin komme på tale. Denne indgift af immunglobulin kan dels ske i form af infusion i forbindelse med hospitalsophold af typisk 4-6 timers varighed, eller den kan - for større patienter - gives ved hjælp af særligt apparatur, således at patienten - hjemme - selv sørger for hyppigere, men mindre, injection under huden. Handler det om patienter med T-celledefekter behandles disse med vækstfaktor (G-CSF), som dagligt (eller hver anden-tredie dag) injiceres under huden (enten af patienten selv, eller forældrene). Denne behandling bevirker at antallet af granulocytter normaliserer sig selv. For næsten alle immundefektsygdomme vil en hyppig anvendelse af antibiotika komme på tale, til tider en vedvarende, forebyggende behandling med f.eks.penicillin. Herudover bør der tages hensyn til den enkelte immundefekte patients almindelige livsvilkår: Fælles for alle immundefektpatienter er deres større modtagelighed overfor infektioner. Udsættelse for smitte skal så vidt muligt undgås, men samtidig skal den enkelte patients tilværelse helst forme sig så normalt som muligt. I den tidlige barnealder frarådes ofte institutionsophold (især vuggestue), mens skolegang helst skal foregå normalt. Senere, i ungdomsårene og i voksentilværelsen, kan der være behov for at tage særlige hensyn i forbindelse med erhvervsvalg, dels af hensyn til den direkte smittefare, dels af hensyn til behovet for vedvarende behandling. Der foregår til stadighed forskning i immundefektsygdomme og deres behandling, og for visse af sygdommene, kan fremskridtene inden for genteknologi (genmanipulation) være et håb for bedre behandlings- (helbredelses?) muligheder. | 
Immundefekter
| 